"Løven, Heksen og Klædeskabet" eller "Narnia" om man vil, handler om fire søskende, der bliver placeret på landet hos en gammel professor under 2. verdenskrig for at undslippe tyskernes bombeangreb på London. En dag da det regner finder Lucy, der er den mindste af de fire, en hemmelig passage gennem et klædeskab til landet Narnia. Men i Narnia er der evig vinter, da det er Den Hvide Heks - Jadis, spillet af Tilda Swinton, der hersker i landet. Heldigvis er den mægtige løven Aslan, med stemme leveret af Liam Neeson, det godes hersker, på deres side.

Efter biografsuccesen med Harry Potter er det forfatteren C. S. Lewis elskede børnebøger der står for tur. Med instruktøren Andrew Adamson, der også stod bag de to film om Shrek, i spidsen og et budget på omkring $170 millioner er forventningerne naturligvis høje. Filmen har premiere i december, men hjemmesiden er allerede klar, og kan besøges via et klik på plakaten.